• Mand og kvinde i rengøringsfirma mistænkes for millionhvidvask

    ソース: BDK Borsnyt / 21 2 2025 07:27:09   America/New_York

    En mand og en kvinde, som sammen har drevet et rengøringsfirma, er fredag blevet anholdt for hvidvask af over ti millioner kroner. Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse. - Vi har haft flere sager, hvor vi har sigtet såkaldte stråmandsdirektører i fakturafabrikkerne, som er dem, der faciliterer svindlen - men vi har også fokus på de reelle virksomheder, de såkaldte A-selskaber, som benytter sig af fakturafabrikkerne med henblik på hvidvask og snyd med moms og skat, siger vicepolitiinspektør Peter Reisz i pressemeddelelsen. Ifølge politiet har de to købt fiktive fakturaer af såkaldte fakturafabrikker, som de efterfølgende har betalt. I alt er der ifølge politiets mistanke købt fakturaer for over ti millioner kroner siden efteråret 2023. Beløbene er siden betalt tilbage i kontanter igennem et hawala-netværk, lyder politiets mistanke. Hawala-netværk tillader, at man kan flytte store pengesummer, uden at det sker fysisk og uden om bankerne. Politiet mener, at kontanterne skulle bruges til at aflønne rengøringsfirmaets underleverandører, så man kunne unddrage moms og skat. Det har medvirket til, at rengøringsselskabet kunne underbyde andre virksomheder, skriver politiet. De to anholdte er en mand og kvinde på henholdsvis 54 år og 56 år. I pressemeddelelsen bliver deres relation ikke nærmere beskrevet, udover at de har drevet firmaet sammen. I forbindelse med fredagens anholdelser har politiet ransaget en ejendom i Gentofte og en ejendom i Odsherred. Her har man beslaglagt et større kontantbeløb, værdipapirer og andre indeståender for adskillige millioner kroner. Man har også beslaglagt friværdi i de sigtedes ejendomme. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/mand-og-kvinde-i-rengoeringsfirma-mistaenkes-for-millionhvidvask
シェアする